
Vi fremmer forandring gennem fællesskaber, kunst og kreativitet året rundt.

Er du en del af det kreative vækstlag, kan du søge støtte gennem initiativet Milens Vækstlag til at udvikle stedsspecifik kunst og arkitektur til naturområdet Milen nær Roskilde. Ansøgningsfrist er 26. august 2026.
Er du nyetableret kunstner, arkitekt, eller arbejder du med landskab, form og fællesskaber?
Så har du nu mulighed for at skabe et værk i naturområdet Milen i Roskilde.
Vi søger værker, der inviterer til fællesskab, leg og nye møder – både under Roskilde Festival og i landskabet året rundt.
Milens Vækstlag er et initiativ, der støtter nye stemmer og praksisser, der vil skabe stedsspecifikke kunstværker og mindre arkitektoniske installationer.
Med Milens Vækstlag ønsker vi at invitere eksperimenterende og legende værker ind i et omskifteligt og kontrastfyldt landskab, der i årets løb rummer mange forskellige besøgende – fra intensiv brug under Roskilde Festival til hverdagsbrug for det lokale nærområde resten af året.
Vi leder efter projekter, der:
- Tager afsæt i et landskab i forandring og som har mange besøgende året rundt.
- Understøtter nysgerrighed, leg og brug af området.
- Har tilgængelighed for øje og skaber værdi for fællesskabet.
- Er udtænkt med holdbarhed og lang levetid – minimum 1 år.
Vi forventer, at projekterne realiseres i forbindelse med Roskilde Festival 2027, og udstillingsperioden vil variere alt efter projektets behov.
Deadline for ansøgninger er d. 26. august 2026.
Du finder kriterierne for ansøgning nedenfor på denne side.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning!
Vi ønsker at støtte vækstlagene på tværs af fagligheder og udtryksformer. Vi er åbne for en bred vifte af praksisser tidligt i deres karriere, så længe projektet tager afsæt i landskabet i Milen og tager højde for variation i brugen af landskabet.
Vækstlag defineres ud fra erfaring frem for alder eller uddannelse. Vi vurderer ansøgninger på baggrund af tidligere udstillinger og projekter samt skalaen af disse.
Der er ingen aldersgrænse og ikke krav om kunstnerisk eller arkitektfaglig uddannelse. Har du afsluttet en kunstfaglig uddannelse, ser vi dog gerne, at det er sket inden for de seneste fem år.
Ansøgninger behandles af en jury bestående af lokale og kunstfaglige repræsentanter.
Milen er et tidligere råstofområde, der i dag bl.a. fungerer som campingområde for op mod 75.000 deltagere under Roskilde Festival. Uden for festivalsæsonen er området åbent og tilgængeligt for lokalsamfundet.
Udviklingen af Milen er forankret i en strategisk og langsigtet ambition om at styrke kunstens rolle i samfundet og forløse landskabets eksisterende potentialer.
Her går arkitektoniske og kunstneriske interventioner hånd i hånd for at skabe et sted, der både kan bruges, sanses og udvikles hele året rundt.
Det samlede uddelingsbeløb er 150.000 kroner, som fordeles mellem de udvalgte projekter.
Der kan søges om både større og mindre beløb, men maksimalt 50.000 kroner.
Der ydes desuden et honorar på 20.000 kroner pr. projekt.
Vi tilbyder:
- Kuratorisk sparring og rådgivning
- Produktionsmæssig rådgivning i forbindelse med etablering af værker
- Mulighed for at arbejde stedsspecifikt med kunst/arkitektur i et foranderligt landskab
- At blive en del af Roskilde Festivals program for kunst og aktivisme
Ved udvælgelsen vil juryen lægge vægt på følgende:
- Projekter med tydelig lokal forankring, f.eks. gennem samarbejde med foreninger, entreprenører eller andre fagligheder.
- Værker, der skaber samlende oplevelser i landskabet og bidrager til fællesskaber under både Roskilde Festival og i det daglige brug af Milen.
- Installationer med funktionalitet, der inviterer til ophold, leg og refleksion i landskabet.
Din ansøgning skal indeholde følgende:
- En kort idébeskrivelse med din motivation. Vi ønsker ikke et færdigt værkforslag, men dine overvejelser om, hvordan din praksis kan bidrage til sanselige oplevelser og brug af Milen.
- Visuelt materiale som f.eks. skitser eller mood board, der viser retning, materialer og mulige former for interaktion.
- CV og oversigt over relevante tidligere projekter
Den samlede ansøgning må fylde maks. 5 sider og sendes til: arts@roskilde-festival.dk
Ansøgningsfristen er onsdag d. 26. August 2026.
Vi anbefaler, at du indsender din ansøgning i god tid for deadline.
Vi forventer at give svar på ansøgningerne i september 2026
De udvalgte projekter realiseres i forbindelse med Roskilde Festival 2027.
Udstillingsperiodens længde vil variere afhængigt af projektets karakter.
I sommeren 2025 blev to projekter udvalgt gennem et open call til kunst og arkitektur i Milen.
Værkerne Rundkredsen af det tværfaglige arkitektstudio Rumgehør og Table of Interests af arkitektgruppen en:33 indgår begge i Roskilde Festivals kunstprogram i 2026 og bliver efterfølgende en del af landskabet i Milen.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive til os på: arts@roskilde-festival.dk.
Sådan skaber vi forandring med kunst
Kunstnerisk bæredygtighed handler for os om at skabe forandring og udvikling i kulturlivet, samtidig med at vi sikrer lige adgang til kunsten – både som oplevelse og som udøvelse.



